Ibs Skole


2. kl. på Ibs Skole. Det er Torben Nielsen nr. 2 fra venstre af børnene. (ham med medaljen på på brystet)

Den lille Anke Beuck i midten gik ikke i klassen, men var datter af skolelærer Beuck, som på det tidspunkt boede med sin familie på skolen.
Da Anke ved fotografens ankomst løb og legede i skolegården, syntes lærer Follin, at hun kunne komme med på billedet.
Lærer Follin vikarierede den pågældende dag for lærer fru Elna Christensen, så han var ikke klasselærer for børnene.


 

Mange af os har været så heldige at starte vores skolegang i en forskole. Et sted, hvor der ikke var så mange elever og kun en enkelt lærerinde. Det gjorde sig eksempelvis gældende for de børn, der gik i Ibs Forskole, som lå Ibs Huse 6. Skolen var bygget i 1914 og indeholdt et klasseværelse samt en bolig til den lærerinde, der var ansat. Hertil kom i 1928 en ung lærerinde fra Vejle-egnen ved navn Elna Lund Sørensen. Hun giftede sig i 1933 med Poul Christensen, der senere blev borgmester i Tornved Kommune. De første mange år boede de i lejligheden på skolen, men overtog i 1947 hans fædrene gård i Mørkøv Kirkeby og flyttede dertil. Elna Christensen fortsatte også efter flytningen med at undervise og var meget afholdt af sine små elever. I en sang til hendes 25-års jubilæum i 1953 på melodien ”Sov mit barn, sov længe” (en sang, som Lokalarkivet i Jyderup er i besiddelse af) hedder det således: ”Hist på legepladsen – det er netop spasen – fruen hun er rigtig med – og kan spæne rask afsted – hist på legepladsen”. Men at det faglige også lå hende på sinde, fremgår af et andet vers: ”Lær at læse, skrive – så I kan dygtig’ blive – det er jo fru Christensen - som det siger om igen – i vor lille skole”. For mange af sine elever var hun ikke bare en god lærerinde, men blev også en ven for livet! Forskolen Ibs Huse 6 lukkede i 1970. De næste par år havde Knabstrup Skoles børnehaveklasse til huse dér – det havde den indtil 1975, hvor Tornved Kommune solgte ejendommen til privat beboelse. Elna Christensen nåede at være ansat ved skolevæsenet i 43 år, inden hun i 1971 blev pensioneret. Gennem alle årene havde hun ved siden af lærergerningen været organist i Mørkøv Kirke, et job hun bestred indtil 1993. Den afholdte forskolelærerinde døde i 2006, 102 år gammel. Mon ikke nogle af de mange børn, hun har undervist i Ibs Skole, stadig husker hende?

Torben Nielsens lærer Elna Christensen  de første 3 år på Ibs Skole


Elna Christensen var enelærer på Ibs Skole

Elna Christensen.

Sådan så klasseværelset ud da Torben gik på Ibs Skole.