Roskilde Amtsgymnasium


Hovedbygningen, som den så ud i 1863

Roskilde Gymnasiums hovedbygning blev indviet 1842 til den daværende Katedralskole. Bygningen er fredet

Arkitekten Jørgen Hansen Koch tegnede den senklassicistiske bygning. Han var ligesom arkitekten for rektorboligen, Peder Malling, elev af den berømte arkitekt C.F. Hansen, hvilket tydeligt ses i hans stil.

Ved indvielsen af den nye bygning fik den daværende Roskilde Katedralskole plads til 60 elever og 8 lærere, men siden er jo meget udbygning kommet til - og bygningerne har skiftet ejer.

Skole gennem 1000 år
Man formoder, at den oprindelige Katedralskole blev grundlagt 1020 i forbindelse med at Knud den Store oprettede bispedømmet i Roskilde. Skolen omtales i Roskilde-krøniken som eksisterende omkring 1080. Den første skoleleder, der kendes, var Arnfast, omtalt hos Saxo i ca. 1150. Skolen havde oprindelig til huse i det kloster, som lå nord for og i forbindelse med den tidligere domkirke. 


Roskilde Katedralskole i middelalderen vest for domkirken.
Akvarel af J. konerup


Herover ses en akvarel af J. Kornerup af skolen, som han forestillede sig at den har set ud i middelalderen - men det er vist fri fantasi.

Mad fra Duebrødrene
Da klosteret blev revet ned omkring 1200, fik skolen sin egen bygning, der udgjorde en del af muren omkring domkirken. I 1845 blev denne bygning desværre revet ned.
I 1253 omtaler et gavebrev ”skolarerne”, altså eleverne, der skal bespises af Helligåndshuset – – her i byen repræsenteret ved Duebrødreordenen, som vi også kender fra Duebrødre Hospital ved Fondens Bro på Stændertorvet – hvor nu Turistkontoret og Restaurant Rådhuskælderen holder til. Man stod bla. for kosten til eleverne.


Herover ses et gammelt stik af skolen i 1832.
Den var placeret nær Domkirken, hvis hjørne man ser til højre

I mange år var Katedralskolens elever knyttet til Duebrødrene, men i 1740 afløstes bespisningen af kostpenge ved en kongelig forordning. I 1815 blev det bestemt at Duebrødrene og Katedralskolen skulle have hver sin økonomi.

Kun for drenge
Katedralskolen var oprindeligt en ren drengeskole, selvom biskoppen i sin åbningstale i 1842 tildelte det kvindelige køn en del opmærksomhed for dets dyder. Det tog mange år før piger fik adgang - den fik de først i 1903.

Ejerskifter
Det stigende antal gymnasieelever gav pladsmangel, og da skolen ikke kunne udvide nok på den nuværende plads, valgte man i 1969 at flytte Katedralskolen ud til Holbækvej ved Hyrdehøj.
Nu overtog et privat foretagende bygningerne og i første omgang oprettede man Roskilde Kommunale gymnasium og hf-kursus – bare midlertidigt. I 1973 overtog Københavns Amt de gamle bygninger og oprettede et amtsgymnasium her, og det har siden fortsat med udvidelser, så der idag er mange flere elever, end da Katedralskolen valgte at flytte fra stedet.
Ved amternes nedlæggelse 2007 fik gymnasiet selveje under staten med navnet Roskilde Gymnasium.
 

Har du oplysninger eller kommentarer til denne artikel kan du bringe dem herunder